Så er vi ankommet til Tocumwal. Vi fik lejet en bil i Melbourne lufthavn. En lille bil, hvilket hernede er en Ford Focus 2.0 med automatgear - det valgte vi for at gøre kørsel i den forkerte side af vejen lettere. Turen herop gik fint - bortset fra at den vej vi kørte ikke helt var den vi havde planlagt. Vi kom på en forkert vej nordpå ved Melbourne lufthavn men fandt dog tilbage til den rette vej igen. Der er ikke mange veje hernede men det er sadig muligt at køre forkert. Efter at havde fundet centeret (www.sportavia.com.au) tog vi op i den lokale by (der bor 1750 i Tocumwal - så det er en lille by) og fik handlet - der var skam også et turist kontor i byen - så Pia filk lidt info om hvad hun kunne lave her i området. Tilbage på centeret fik vi opdateret hjemmesiden - og her er der internet forbindelse - ADSL - men det er godt nok en langsom linie !! Det tog ca. 1 1/2 time at uploade Alice Spring & Sydney siderne.

8:30 tirsdag morgen var der briefing - det så ikke godt ud og morgenens vejr briefing kunne også kun bekræfte dette. Kort efter briefingen begyndte det at regne - og det skulle blive den samme slags vejr de næste par dage - øv. Tocumwal blev grundlagt af amerikanerne i 1942 da Japanerne så ud til at ville invadere Australien - den blev grundlagt på kun 16 uger med hangarer, baner og bebeoelse. På et tidspunkt var der 14.000 personer stationeret her. I 1949 begyndte man nedlæggelse af basen og destruerede 500 fly frem til 1961. Herefter blev den overdraget til civil flyvning. Man har idag stadig de gamle hangarer hvilket gør pakning af hangar til en fryd. Lige uden for området ligger der yderligere 2 af de oprindelige 4 store hangarer hver på størrelse med med Parken. (1 brændte for 3 år siden i en bush brand - og den anden røg kort efter i en storm) En af årsagerne til at man anlage basen her var at området er utroligt fladt. Faktisk er det fladere end Holland - i en radius på ca. 100 km. er området mellem 110 og 200 m. over havet. Der er massere af dyrkede marker i området så udelanding er ikke noget problem. Efter briefningen kom Ingo Renner - min instruktør - over til mig. Han havde lureret vejret og hans bud var at der ikke blev noget flyvning idag og imorgen. Vi fik snakket lidt om hvad jeg havde fløjet og kigget lidt på fly flåden. De har bla. prototypen til Discussen her - de har selv givet den ny overflde for 6 år siden (flyveren er 18 år gammel) og står som ny. Vi fik også snakket om flyvning i Danmark og Europa. Han kender selvfølgelig Jan Andersen & Stig Oje, og han huskede stadig en flok danskere der kom ned til Fuentamilanos da han var der. Her på centeret havde man for et par år siden en dansk instruktør, Finn Andersen, men han var taget hjem igen.

Onsdag var det stadig overskyet om formiddagen - men Ingo sagde at det ville klare op verd middagstid - og det gjorde det - vi lettede kl. 12:10 og tog et slæb til 2400' (2000' over jorden) og så gik det afsted ud til en lille by der hedder Rennie 50 km. mod øst hvorefter vi skulle 100 km mod nordvest - lige imod vinden - til Conargo.  De 100 km. tog over 3 timer da det i højden blæste med 50-60 km/t. Men Ingo blev bare ved med at kommendere rundt med mig. Det var egenligt ret fedt, da jeg ville havde givet op længe før, da man jo røg langt tilbage hvergang man termede termik. Efter Conargo gik det tilbage til Tocumwal hvor vi landede efter 5 timers flyvning - lige før fronten der skal passere her frem til kl. 22:00. Vi fløj uden aukustisk variometer - det distrahere for meget sagde Ingo. Men Ingo varriometeret var nok også meget bedere. Det kunne fortælle hvornår jeg skulle kurve uden at der var noget udslag på variometeret. Termikken hernede er pga. af sin tørhed meget snæver, så jeg får godt nok øvet at snæver kurvning. Jeg havde i begyndelsen (de første 2-3 timer) godt styr over flyveren men så gik det ned af bakke - jeg kunne ikke holde fart eller kurs i kurverne. Det var meget trættende at flyve i så hårdt vejr. Imorgen skulle det også blive fint vejr - bedere end idag. Der var forøvrigt kun 3 andre fly ude herfra idag selvom man slæbte alle fly ud med klar til start kl. 14:00 valgte de fleste at blive på jorden.

 Min log fil fra 7-1-2004

Torsdag skulle vejret blive endnu bedere så jeg gjorde mig tidlig klar. Det var smart nok - for 9:32 lettede jeg sammen med Ingo i Duoen - vi skulle ud på en 500 km. Tocumwal-West Wyalong retur. Vejret var blevet varslet til at blive godt med en base startende i 4000 stigende løbet dagen og højere længere inde i landet. Vi tog et slæb til 2400' og så gik det ellers bare opad fra start af var der "kun" 2 m. i boblerne integrert men det steg hurtigt til 5 m. Så 9:52 tærsklede vi ud i 4000' afsted mod West Wyalong. Det gik virkelig som en lej idet vi havde vinden i røven så 2 timer og 16 minutter senere var vi de 252 km. ude ved vendepunktet - så skulle vi jo "bare" hjem igen. Vinden var ikke så kraftig som i går hvor den var ca. 60 km/t så var den idag kun 50 km/t. men heldigvis var termikken ikke helt så forblæst og man kunne nemt finde nogle gode bobler - men man skulle holde godt fast i pinden, for de stød der kom var hårde.  Ingo metert var mere stille idag - muligvis fordi han var blevet hæs igår - eller jeg var blevet bedere til at finde boblerne selv og havde fået lidt mere styr på Duo'en - jeg håber det var det sidste. Det gik langsomt hjemad og når der stod 250 km. til næste vendepunkt kunne man nemt regne ud at dette ben kommer til at tage tid !! men boblerne var gode og det gik derudaf, hvores eneste bekymring var at der om eftermiddagen var lovet overudvikling - og kunne vi nå hjem inden det ? Med ingo som balast var det dog ikke noget der bekymrede mig. Og der blev god tid til at sammenligne landskab og kort. Det er noget rigtigt snyd - jeg havde udset mig nogle søer som refference punkter - der er eks. Lake Urana som er pæn stor og markeret med blåt på kortet - men Ingo kunne fortælle at det var 15 år siden at der havde været vand i den !!!  Den er dog let genkedelig på træerne der står i kanten omkring den (og enkelte midt i den). Da vi var ca. 140 km. hjemmefra ved en by der hedder Narrandera fløj vi ind i en lidt anden luftmasse. Ingo spurgte om han ikke lige måtte prøve noget og selvfølgelig måtte han det. Han fandt et mini bølgesystem der bragte os op på siden af skyerne i den blødeste luftmasse. Det var utroligt flot - men det bragte os jo ikke meget nærmere Toc. så jeg overftog igen pinden og afsted det gik (stadig i lunte trav). Vi mødte lidt senere Hanne (en yogoslavisk pige - der har masser af talent og har et par verdens rekorder og håber at sætte en ny rekord). Hun lå og fløj rundt ca 4000' lavere end os, da vinden dernede var svagere (ca. 20 km/t) og var hjemme 20 minutter før os. 30 km. ude havde vi egenlig højde nok til at glide hjem - men Ingo havde ikke lyst til at  udelande så han mente at vi liiiige skulle have lidt mere højde på - det resulterede i at vi kom hjem i 4000' - så det var da på den sikre side. Nede på jorden igen fik vi proppet flyveren i hangar (jeg er den eneste der vasker flyver af om aftenen - men det synes jeg nu virker mest naturlig) og udvekslet dagens oplevelser. Der var 2 tysker der havde fløjet 325 km. i en Ash-25 - de var fløjet 125 km. ud med vinden i røven også hjem i en bue. Derudover havde en japser fløjet 433 km. i en lak-12 og en anden jap. fløj sit sølv-c. Det blev fejret i baren inden vi gik ind for at spise. Restaurenten er forøvrigt allertiders - de har 4-5 retter at vælge imellem hverdag der skifter dagligt og som kan købes til en meget fornuftig pris. (10-18 AU$), dog var jeg lidt lunken ved dagens "kokens engelske farsret" - det skulle efter sigende være kokkens bedstemors opskrift og han ville ikke ud med opskriften, men jeg stod af ved at tjeneren fortalte at den bla. havde knuste conflakes på toppen. Pia valgte kylling og jeg bøf (det ved man hvad er).

Min log fil fra 8-1-2004

Fredag vågnde vi op til en helt skyfri himmel. Og ved briefingen fik vi at vide at der lå nogle kraftige højtryk over os og der derfor næppe ville komme nogle skyer idag og at basen nok ville komme til at ligge i 5-6.000' - så dagen indbød til 300 km. hvis man var professionel, og 500 km. hvis man var en ekspert. Ingo mente det var en goddag at øve flyvning med vand - så vi gik ud og tankede Duoen op med vand, men tog det lidt stille og rolig idet der var noget inversion der først skulle udrydes af varmen. Det skete kl 11:30 og så lettede vi (som nr. 2 - de andre dage var vi de første) målet var en 300 km. til "The Rock" og retur. The Rock er IKKE Ayers Rock eller Alcatras - det er en by 150 km. nord-øst på som ligger ved en lille "Rock" og som er 1800' højt. Den fik vi vendt og jeg må med skam melde at jeg ikke fik taget nogle foto idag - idet Ingo hjalp mig med at komme derud - hjem måtte jeg selv klare. Hmmm.... flink fyr bøv - 150 km. i skytermik med en base på 4-5.000' (og et terræn der var ca. 1000' højere end ved Toc.) Jeg fik noget at bestille for uden Ingo-meter er det noget sværere at centrere i boblerne. Så dem der kigger på logget vil nok få noget at morer sig over. Afsted gik det jo dog alligevel og modvinden var idag ikke så så slem (20-25 km/t skrådt ind fra siden) det er ikke muligt at finde termik nogle specielle steder hernede, man skal blot flyve lige ud indtil man støder ind i noget løft - for termikken kan godt stamme 20 km. fra sit udspring før den udløses - det eneste "sikre" var fyrtræs skovene - de gav altid termik - men ikke euculyptys skovene !! Hvordan man ser forskel ved jeg ikke men på hjemturen var jeg på et tidspunkt så desperat at jeg var nødt til at lave en detour på næsten 90 grader til en skov for at finde termik - jeg fandten også løftet men først da jeg faktisk havde givet op.

Fredagens log fil

Billedeer kommer senere - nu vil jeg have noget at spise.

Copyright(c) 2003 Pia & Torben All rights reserved.